Redegørelse om samarbejde i Arktis

Først vil jeg takke udenrigsministeren for redegørelsen og muligheden for om arktiske forhold.

Jeg må dog indrømme, at rapportens form bærer præg af at være et resumé fra embedsfolk om hvad der sker i forskellige samarbejdsforum tilknyttet Arktis på operationel basis.

Men politik og visioner er der iøvrigt ikke så meget af, og derfor ser vi heller ikke de store politiske penselstrøg i oplægget.

Jeg vil dog straks kvittere for fokuset på at holde fast i Arktis som et lavspændingsområde. Det er en umådelig betydningsfuld ambition, og glædeligt at også de store nationer – ihvertfald indtil videre – medvirker til at opfylde den dagsorden.

Vi ved godt, at Arktis udvikler sig som et af de geopolitiske brændpunkter i verden i takt med at isen smelter, og både hav- og landområde bliver mere tilgængeligt. Det skaber stor interesse – ikke kun blandt landene som grænser til Arktis – men også andre lande, som ser muligheder i nye transportmønstre og udnyttelse af naturresourcer.

Befolkningen skal omstille sig fra en tilværelse i verdens udkant og rykke ind i en tilværelse, som kan udvikle sig til en politisk smeltedigel.

Vi har jo set fornylig, at Danmark – allerhelst i forståelse med USA – gik aktivt ind i lufthavnsprojekterne for at afværge kinesisk involvering og dominans på det felt. Så det handler ikke kun om arbejdsgrupper og klima, men altså også om et geopolitisk kapløb om indflydelse i regionen.

Det er udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, som også Grønland og Færøerne helt naturligt vil forholde sig til. Det er jo vores eksistens som påvirkes af det. Derfor kan det også virke lidt påtaget, når der i starten af rapporten understreges at forholdene mellem Danmark og Grønland og Færøerne vil blive behandlet i et andet forum – hvem skal sige – det vil vi ikke blande ind i denne debat. Men det kan jo ikke undgås.

Den geopolitiske interesse blandt andre nationer og aktører skaber således nye muligheder og trusler i forhold til eksistensen i Arktis.

Det er selvfølgelig positivt, når flere vil deltage i forskning og udbedringer af forskellig slags. Men det er ikke nok at poste penge i projekter, som har videnskabelig karakter, eller har til formål at styrke enkelte udenforstående landes og organisationers interesse.

For os som bor oppe nordpå handler arktisk politik først og fremmest om folkene som bor i området og deres velfærd.

De påvirkes i høj grad af store klimatiske ændringer, som har stor indvirkning på samspillet mellem menneske og natur.

Havenes forurening

Tilbagetrækninge af isen kan man følge med i med det blotte øje. Det der foregår under havoverfladen er ikke så øjensynligt, men klimændringerne påvirker også temperaturen i havet, strømforhold og gennemstrøminingen af koldt vand fra arktis og sydover og koldt vand nordover.

Vi ved endnu ikke i hvor høj grad det kan påvirke livet i havet på vore kanter, men har det negative følger, så er det alvorligt for Færøerne, Grønland og andre dele af arktis, hvor livet i havet i høj grad danner livsgrundalget for befolkningen.

Derfor er forurening af havene og opvarmningen af planeten en trussel som må imødegås. Og det gør vi ikke alene, men kun sammen med de lande, som har store CO2 fodaftryk og leder store mængder af plastik og andre farlige affaldsstoffer i havene.

Vi har brug for en fælles indsats, så vi overalt på kloden retter ind til en mere bæredygtig omgang med naturen. Og en mere bæredygtig udnyttelse af verdens resourcer.

Verdensmål

Det leder mig ind på verdensmålene, som er omtalt et par gange i rapporten. Jeg synes det vil være helt naturligt fremover at kalibrere indsatsen i Arktis i forhold til verdensmålene, for den handler netop om at finde den nødvendige bæredygtige balance mellem mennesker og natur, som kan give vores efterkommere nogenlunde samme muligheder for godt liv på denne planet.

Kan vi få aktørerne til at løfte i samlet flok og måle på vores resultater, så vi kan se om der virkelig sker en fremdrift og ikke bare holde os til luftige strøtanker.

Det vil være et fint udgangspunkt at identificere de mål, som folket i Arktis prioriterer højest. For vi kommer ingen vegne med dette, hvis ikke de arktiske aktører selv leder indsatsen.

Verdensmålene om klima, uddannelse, bæredygtig udvikling af erhvervsliv og havet er særdeles relevante.

Den blå økonomi – eller Blue Growth – ligger lige for, og her har vi flere udviklingsmuligheder og forbedringspotentialer. Shipping og krydstogtaktivitet er to af slagsen, som i høj grad kræver agtpågivenhed, så det sker under kontrolerede former, der også gavner de arktiske områder.

Da der kan blive tale om massive størrelser af skibe og antal passagerer ombord, så skal der af sikkerhedshensyn også udvikles en model for redningstjeneste der kan stå mål med trafikken.

Det tror jeg ikke det relativt tyndt befolkede område i Arktis er i stand til at betale for alene, men hvorfor skal de også det, når det for det meste hadler om transit- eller turisttrafik, som har sit hjemsted andre steder end i arktis?

Man kunne forestille sig en form for afgift i forhold til tilbagelagt afstand i arktisk farvand, som indgår til finansiering af overvågning og redningstjeneste. Systemet er kendt fra luftfarten hvor alle betaler en luftrumsafgift, som bidrager til redningstjeneste.

De største potentialer i blå økonomi ligger i fiskeri og opdræt og produkter som udvikles på den baggrund.

Syv hundrede millioner mennesker går sultne i seng hver dag, og vokser verdens befolkning med yderligere to milliarder mennesker indenfor de næste tredive år, så skal der produceres madvarer.

Det bliver svært at fortsætte væksten i madproduktionen på land, men havene er store – dækker 70 % af kloden – og leverer en relativ lille del af madvarerne til verdens befolkning.

Det kan vi gøre noget ved i Nordatlanten, så vi både skaber et bæredygtigt velfærdsgrundlag for folket i Arktis og bidrager til at forsyne verden med mad.

Selvfølgelig skal vi løbende tilpasse vores udnyttelse af ressourcerne, så vi får et optimalt udbytte af blandt andet fiskeressourcer over tid. Men vi kan også udvikle flere produkter, så intet af biomassen går fortabt.

Det vestnordiske samarbejde har vist med eksempler, hvordan marine produkter som sælskind, fiskeskind og tang kan bruges i mode indsutrien, som leder desperat efter måder at nedbringe deres høje forureingsgrad.

På forsøgsstadiet har prosjektet været en kæmpesucces, og nu genstår at udvikle det markedsøkonomisk.

I Færøerne går man forrest i udviklingen af bæredygtig lakseopdræt, som i høj grad forholder sig til både bæredygtighed og verdensmål. Samtidig har vi gang i en spirende tangopdræt, som på længere sigt kan udvikle sig til regulære tangskove der både kan reducere CO2 udslip og bidrage med mad, medicin, kosmetik, foder og andre produkter.

Lad os se flere erhversmæssige nybrud, som tjener det arktiske område og det arktiske folk.

Men det hele er nytteløst hvis markeder som USA og EU stænger produkterne ude, som produceres i Arktis. Det gjorde man efter sælkampagnerne for mange år tilbage, og resultatet er, at mængden af sæler er vokset voldsomt – med flere millioner. Og de fortærer 10 kilo fisk om dagen hver.

Det betyder, at den arktiske befolkning både mistede sin sælfangst, men også at sælerne holder fiskebestandene på et væsentligt lavere niveau end før.

Det koster kassen for den arktiske befolkning og mindre udbud af mad til verdens befolkning. Men det giver nok flere stemmer blandt dem der er vokset op i en by og ikke har andet forhold til kød, end det man får fra en frysedisk i et supermarked.

Færøerne i Arktis

Færinger og færøsk erhverv har i mange mange år arbejdet i det arktiske område. Vi har fisket ved New Foundland og Kanadas kyster, været aktive i fiskeri på forskellig vis i Grønland i 100 år. Startede fiskeri i Island for 150 år siden, og har også fisket i mange år i Barentshavet, ved Jan Mayen og oppe ved Svalbard. Så vidt jeg ved, har færøske fiskere været længere nodpå end nogen andre fiskeskibe nogensinde.

Vi synes der er indgået en fornuftig aftale om Ishavet forleden, som først kan frigives til fiskeri efter en længere prøveperiode (på 16 år mener jeg).

Vi har også fået stadfæstet enighed med Norge og Island om grænsedragningen for kontinentalsoklen nord for Færøeren, som bevirker at vores sokkelområde udvides med 27.000 kvadratkilometer, så det dækker tilsammen 310.000 kvadratkilometer – og den nordligeste spids befinder sig nu nord for polarcirklen.

Lad mig slutte med at sige, at jeg begræder de hindringer som dansk formalisme nogle gange lægger i vejen for en naturlig udvikling af samrbejde mellem færinger, islændinge og grønlændinge. Vi har ikke brug for formalistiske hindringer i en verden der roterer så hurtigt, som den gør idag. Selvfølgelig skal vi også udvikle vores samarbejde. Og det gælder også forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Det glæder mig til gengæld, at Vestnrodisk Råd har fået observatør status i Arktisk Råd, og jeg håber det politiske samarbejde vil smede os sammen, som en stærk stemme i Arktis fremover. For man kommer ikke udenom, at det er os der lever i det Nordatlantiske og Arktiske område, som skal leve med og af den udvikling der bliver skabt i Arktis.