Regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020

Jeg har et par nedslagspunkter i den udenrigspolitiske strategi, som jeg ønsker at kommentere på.

Det vil nok ikke overraske nogen, at den første del handler om et afsnit, der lyder således:

”Både Færøerne og Grønland ønsker en større indsigt og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det stiller nye krav til den måde, som vi samarbejder på i rigsfællesskabet, og regeringen lægger vægt på en god dialog med Grønland og Færøerne. ”

Jeg sætter pris på, at regeringen har sat det på dagsordenen og håber selvfølgelig også at den “gode dialog” fører til en “ny måde at samarbejde på”, som der lægges op til her.

Men der står ikke noget konkret om, hvad det så er for en nyskabelse der måtte være på vej. Ikke andet end at vi ønsker større indsigt og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og at regeringen lægger vægt på en god dialog.

Danmarks handelspolitiske prioriteter

Men jeg kan læse noget om, hvilke prioriteter man har handelspolitisk i Danmark.

I strategipapiret skriver udenrigsministeren om Danmarks forhold til EU:

”....EU er den afgørende platform for dansk interessevaretagelse i Europa og globalt. EU´s frihandelsaftaler skaber muligheder for danske virksomheder, som vi ikke selv kunne opnå.....

...EU skal blive ved med at sætte et eksempel globalt....fortsætte med at indgå ambitiøse frihandelsaftaler med lande fra alle dele af verden. Det skaber vækst....i Danmark....og indflydelse....gælder også for den kommende aftale med Storbritannien...”

Jeg har fuld forståelse for Danmarks strategi på dette felt. Den gælder bare ikke for Færøerne, for vi er ikke medlemmer af EU og har derfor hverken indflydelse eller gavn af de aftaler, som EU indgår på vegne af sine medlemslande.

Danmarks medlemskab betyder, at både fiskeripolitik og handelspolitik varetages centralt af EU i Bruxelles, og erfaringen viser, at hvis der opstår modsætningsforhold mellem EU’s interesser og Færøernes interesser, så er loyaliteten overfor EU større end loyaliteten overfor “det såkaldte Rigsfællesskabs” interesser.

Det så vi blandt andet ved makrelstriden i 2013 og 2014, da Danmark lukkede sine havne for færøske eksport, hvis nogen skulle have glemt det.

Heldigvis blev embargoen hævet, men vi er stadigvæk i “rough water”, hvad angår aftaler om adgang til pelagiske fiskebestande i Nordatlanten. Store værdier og stærke interesser er i spil, og der pågår en konstant kamp for at holde fast i vore rettigheder. Brexit dimensionen gør det heller ikke mere overskueligt.

Færøernes handelspolitiske interesser

Færøerne har brug for helt suveræne beføjelser til at forhandle og indgå aftaler på fiskeriområdet – ikke kun på bilateralt niveau, som vi gør nu - men også når det handler om flerstatslige aftaler, hvor vi i dag begrænses af en del og hersk klausul om, at Færøerne og Grønland skal være enige, før “kongeriget Danmark” kan bruge sin stemme i sådanne fora.

Det er kun os selv, som har Færøernes interesser som første prioritet. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal forklejne den danske regerings, folketings og administrations vilje til at støtte færøske synspunkter, men de ligger bare langt nede på prioriteringslisten.

På det handelspolitiske område har vi lige så stort behov for adgang til det globale marked, som alle andre lande. For vi handler hver dag og hvert minut kloden rundt for at afsætte de 700 – 800 tusind tons fisk vi har fanget eller opdrættet.

En ny aftalemodel

Vi har ikke muligheder for at bruge de aftaler EU indgår på vegne af Danmark, men vi kan heller ikke deltage på jævne vilkår med andre lande i handelspolitiske forum, som for eksempel EFTA eller WTO, fordi Kongeriget Danmark kun kan tale med en røst – og den røst er allerede deponeret i EU.

Vores økonomi, vores velfærd og vores samfundsmodel bygger på vores evne til at udnytte havets ressourcer bæredygtigt og omsætte den til varer, som vi sælger på markeder både nær og fjern.

Færøerne har derfor brug for fuld manøvredygtighed på disse områder, så vi kan tage ordentlig vare på vores interesser indenfor fiskeri og handel.

Det er ikke nok med indsigt og inddragelse og god dialog.

Det handler om selvstændigt at kunne indgå aftaler med andre lande, hvad enten det er bilateralt, multilateralt eller af international karakter.

For at komme udenrigsministeren i forkøbet, når han vil svare, at vi kan ikke flytte os længere end hvad grundlovens rammer tillader, så mener jeg, at vi straks skal gå i gang med en forhandling om at etablere en ny samarbejdsmodel, som kunne bygge på den kendte model mellem Danmark og Island fra 1918. Så får vi løsnet de grundlovens snævre bånd og designe en værdig samarbejdsmodel, som er rummelig nok til at vi kan møde de udfordringer, som vi har i vores samtid.

Verdensmål og klimaændringer i havet

Jeg var glad for at læse, at verdensmålene indgår strategisk i udenrigspolitikken, som en ambitiøs og central global ramme frem mod 2030. Det er måske den vigtigste dagsorden, som er sat de sidste mange år.

Jeg er enig i, at det haster at få tiltag sat i værk mod bl.a. klimaændringer, og finde ud af, hvordan vi takler konsekvenserne, som allerede indfinder sig.

I de Nordatlantiske og arktiske egne, er der tegn på at ikke bare isen smelter, men også at havets temperatur ændrer sig, som kan medføre kolossale ændringer for livsvilkårene.

Jeg har forstået, at der i Norge er kommet en rapport, hvor man anslår, at ændringer i havets temperatur kan føre til, at torskebestanden i Barentshavet decimeres og skaber et tomrum svarende til 2 milliarder euro i norsk økonomi. Årsagen er den store CO2 udledning som leder til forsyring af havet og temperaturstigning.

Allerede nu oplever vi også, at der findes plastik i mange fugle og fisk, så der er stort behov for at nå i mål hurtigt med tiltag, der kan begrænse forurening, som har voldsomme konsekvenser for livet i og omkring havet. Det er vigtigt, at vi bruger det arktiske forum til at presse på med klima tiltag for at imødegå disse udfordringer.

Værne om demokratiske værdier

Jeg værdsætter højt udtalelser i strategipapiret som, at demokratiske og basale menneskerettigheder ikke er en naturlov, men noget hver generation skal kæmpe for, men noget større modsætning er i udtalelser, som at ”EU er et fællesskab af lande, der grundlæggende deler de samme værdier....” og at ”basale retsstatsprincipper udfordres i EU... ”

Jeg har svært ved at forstå, at nordiske lande er fuldstændig tavse om fængslingerne af parlamentarikere i Spanien uden dom. Det har for nogens vedkommende stået på i mere ned et år nu og de har ikke haft muligheden for at forsvare sig i en retssal.

Der er godt nok stillet i udsigt, at de kommer for retten i januar måned, hvor de bliver anklaget for væbnet oprør og ufred med krav om alt fra 17 til 25 års fængsel for deres politiske virke, som byggede på ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Hver gang jeg har spurgt om regeringens holdning, mødes man med samme svar: ”Det er et internt spansk anliggende, så vi har ingen mening. ”

Sådan gik det ikke i Tyskland, da Puigdemont blev arresteret efter begæring fra spanske myndigheder og krævet udleveret til domsforfølgelse i Spanien.

Da måtte den tyske domstol tage stilling til, om Puigdemont var skyldig i væbnet oprør, så han kunne udleveres til retsforfølgelse.

Og svaret var nej, han havde ikke skyldig i sådanne forseelser i forhold til gældende lov i Tyskland.

Jeg appellerer til udenrigsministeren om at eksplicit udtrykke sin interesse i, at den forestående retssag mod bl.a. daværende parlamentsformand, Carme Forcadell, bygger på fælles europæiske retsstatsprincippier og menneskerettigheder, så hun og de andre anklagede får ordentlige vilkår for at føre sit forsvar.

Alle de pæne ord om demokrati under pres, og fælles værdier får kun valør, hvis man også sætter handling bag ordene.

Røða hildin á Fólkatingi 22. novembur 2018