Nógva staðni hava lond hug at tiga burtur sjálvsavgerðarrættin hjá tjóðum, hóast hetta er ein meginsúla undir mannarættindum, sum ST hevur samtykt fleiri ferðir.
Heldur enn at tiga eiga Norðurlond at ganga undan og verja hesi rættindi. Ikki minst Danmark, sum higartil ikki hevur viðurkent avgerðarrættin hjá føroyingum og grønlendingum á fólkarættarligum grundarlagi.
Les røðuna her:
Retten til selvbestemmelse på anklagebænken
Nordisk Råds session i Oslo handlede blandt andet om “Demokrati under pres”. Det er et meget relevant tema i disse tider – ikke mindst for os i Europa.
I redegørelsen om udvalgte internationale organisationer læser jeg blandt andet om Europarådets store udfordringer, som dels har baggrund i konflikten mellem Europa og Rusland om Krim, dels i Ruslands, Tyrkiets og Aserbajdsjans holdninger til menneskerettigheder, men også på grund af vigende gennemslagskraft fordi institutioner i EU regi overtager dele af Europarådets funktioner.
Forhåbentlig betyder det ikke, at opbakningen til den Europæiske Menneskerettigheds Domstol er faldende, for FNs resolution om grundlæggende menneskerettigheder var en af vor tids store civiliserede landvindinger, og ingen havde vel forventet at høre nogen i Europa tale menneskerettighederne ned igen.
Et andet stort fremskridt for vor tids civilisation var FNs resolution om folkenes ret til selvbestemmelse – eller selvbestemmelsesretten.
Oprindeligt blev den lanceret for hundrede år siden af Wilson og Lenin og dannede blandt andet grundlag for Sønderjyllands tilbagevenden til Det Danske rige.
Men også retten til selvbestemmelse er under pres. Og i Spanien er man gået så vidt, at man har sat den på anklagebænken.
Det skete da civilsamfundslederne Jordi Cuixart og Jordi Sanches, sammen med ni politikere, i januar måned – efter mere end et år i fængsel - blev kørt ind til højesteret i Madrid.
Selvom de er svorne pacifister og demokrater, så sidder de på anklagebænken i den spanske højesterets kriminalafdeling. Fordi de forberedte og gennemførte en demokratisk folkeafstemning, som handlede om Cataloniens ret til selvbestemmelse. Borgerne blev bare spurgt om de ønskede, at Catalonien skulle etableres som et selvstændigt land.
Den spanske stat anså folkeafstemningen for ulovlig og uden gyldighed, og sendte på selve valgdagen store styrker af forbundspoliti ind mod valgstederne for med vold og magt at lukke valgstederne og konfiskere de afgivne stemmer.
I virkeligheden handler dette slet ikke om kriminelle handlinger eller jura. Det handler om politik.
For dens spanske stat gælder hensynet til “Unity of Spain” frem for alt, og det mener de, at den spanske grundlov legitimerer. Catalanerne ønsker på deres side, at retten til selvbestemmelse bliver respekteret, og gik ud fra – måske noget naivt – at EU og de europæiske demokratier ville bakke op om omkring FNs resolutioner om netop retten til selvbestemmelse.
Det burde selvfølgelig være løst gennem dialog eller ved en grundlovslignende domstol. Men følelserne er så stærke i denne konfrontation, at det koster for meget i antal stemmer at gå dialogens vej.
I maj 2015 mente også folketinget at dialogens vej var den rigtige vej at gå. Men det mener regeringen ikke mere. I stedet er man sammen med andre europæiske slået ind på en døv, blind og stum politisk linje, hvor man ignorerer brud på grundlæggende demokratiske rettigheder og retsstats principper.
Jeg synes det er beskæmmende, når man hører at der breder sig en tabu holdning til selvbestemmelsesretten i Europa, fordi mange af de europæiske lande har netop fået deres status anerkendt med baggrund i den samme selvbestemmelsesret.
Blandt andet de tre baltiske lande, som danner baggrund for Østersøsamarbejdet.
I min optik er selvbestemmelsesretten hellig, ligesom grundlæggende menneskerettigheder og demokratiske rettigheder. Og er der nogle lande der bør gå foran og forsvare demokratiske værdier under pres, blandt andet gennem Europarådet, så er det netop de nordiske lande.
Og ikke mindst Danmark, som påstår at ville respektere en afstemning om selvstændighed på Færøerne eller i Grønland når den finder sted, men som alligevel nægter at anerkende de to landes selvbestemmelsesret som et folkeretligt princip.